Udskriv

Opsætning af vildtkameraet

Der er nogle grundregler man bør overholde, når man opsætter sit vildt- eller overvågningskamera i terrænet eller andre steder. I modsat fald risikerer man at ikke få de optimale billeder eller videooptagelser i kassen.

Se videoen om opsætningen af dit vildtkamera ved at klikke på linket til højre>>>               

Solen
Billeder eller videooptagelser taget med kameraet pegende direkte mod en solopgang eller solnedgang, giver sjældent brugbare billeder. Til overvågning af vildtet, skal man huske på at vildtet som regel er mest aktivt ved solopgange og solnedgange, hvorfor kameraet gerne skulle være placeret korrekt, præcis i den periode hvor vi gerne vil have billeder eller videoptagelser af vildtet. Derfor skal man så vidt muligt ikke opsætte vildtkameraet pegende direkte mod øst eller vest. De bedste billeder får du ved at opsætte kameraet pegende mod nord. Hvis du placerer kameraet pegende direkte mod solen (øst om morgenen eller vest om aftenen) vil billeder taget direkte mod solen se ud som til højre.

Vindretning
Når man opsætter sit vildt- og overvågningskamera til overvågning af eks. en foderplads, skal man så vidt muligt tage højde for vindretningen. Normalt kommer vinden fra sydvest, men i en skov eller remisse, hvor man typisk har opsat sit foderhus, kan vinden komme fra mange retninger. Hvis kamerate peger direkte mod vinden, kan man forvente at regnen i regnvejr bliver ført direkte mod kameraet, med risiko for at der kommer vand på glasset til objektivet, med deraf uskarpe billeder- eller videooptagelser som resultat.
I vinterperioder hvor det sner, kan komme fygesne. Når der er fygesne kan kan man risikere at der kommer til at ligge sne (fygesne) på glasset til objektivet.

Pas på fugten
Dit vildt- og overvågningskamera er vandtæt (IP55), og kan stå ude i al slags vejr uden at tage skade. Men kameraet er kun vandtæt når det er lukket helt til. Når du åbner dit kamera for evt. at tage dit SD kort ud, eller omprogrammere dit kamera, skal du passe på at der ikke kommer vand (vanddråber fra blade på træerne eller lign.) i kameraet. Det bedste du kan gøre er at lægge en fugtfjerner i kameraet, og så vidt muligt ikke åbne kameraet når det er meget fugtigt i vejret. Det optimale vil altid være, såfremt det er fugtigt i vejret, at tage kameraet med hjem og åben det i en varm stue. 

Vend kameraet rigtigt
Husk at vende kameraet "rigtigt" når det opsættes. Hvis du opsætter kameraet på hovedet, tager kameraet stadig billeder, men de ser mærkeligt ud.
Som regel kommer man kun til at opsætte kameraet på hovedet én gang.

Afstand
Afstanden fra dit vildt- og overvågningskamera og til det objekt (læs foderplads, vildt eller menneske) man vil overvåge, er afhængig af dit kameras tekniske egenskaber. Hvis kameraets sensorområde kun kan registrere en bevægelse ud til 15 meter, er der ingen ide i at opsætte kameraet i en afstand på 20 meter til objektet, da du helt sikkert ikke vil få taget billeder- eller videooptagelser af alle hændelser omkring objektet. En anden ting du skal være opmærksom på, og der er hvor langt ud kameraets IR dioder rækker. Eller sagt på en anden måde, hvor mange meter frem foran kameraet, dets IR dioder kan oplyse. Hvis kameraets IR dioder, kun kan oplyse et område ud til 13 meter foran kameraet, er der ingen ide i at opsætte kameraet eks. 18 meter fra det objekt som ønskes overvåget.
Ligesom ved fotografering med et spejlreflekskamera, gælder læresætningen også ved brugen af vildtkameraer:
"Vil du have bedre og skarpere billeder - så kom tættere på objektet".

Frit foran kameraet
Man skal sikre sig at der ikke er grene eller andet (højt græs) lige foran kameraet når man sætter det op. Hvis vinden kan ruske grene ind foran kameraet, vil man få en masse "tomme" billeder. Specielt hvis man har sat sensorens følsomhed på Høj, vil kameraet registrere enhver lille bevægelse foran i søgefeltet, hvorfor det er vigtigt at der ikke er grene, højt græs eller andet lige foran kameraet.
På billedet til højre kan man se at billedet er overbelyst (se: Undgå overbelyste billeder), ligesom at der er grene og græs tæt på kameraet. Dette vil bevirke at kameraet hele tiden vil tage billeder, da vinden får grene og græs til at bevæge sig. Husk på at kameraet både registrerer varmeforskelle og bevægelse.

Højden / vinklen
Der findes flere fine tegninger med velmenende anvisninger, hvor man kan se vildt- eller overvågningskameraet placeret på et træ, tydeligt beskrevet i en højde mellem 150-170 cm., med en hældningsvinkel på 10-15 grader mod jorden. Nogle påstår sågar at det er den eneste "rigtige" måde at placere kameraet. Kameraets placering kommer helt an på hvordan området ser ud, for tænk nu hvis man  på det sted hvor man vil overvåge vildtet, ikke lige har et træ, hvor man kan placere kameraet i en højde på 150-170 cm. over jorden..? Kan man så ikke overvåge vildtet her..? Selvfølgelig kan man det. Hvad nu hvis man gerne vil have lidt sjove billeder, hvor man får et nærbillede af et rådyr, som snuser til kameraet på eks. 10 cm. afstand til objektivet..? Ja, et sådan billede får man ikke med kameraets placering 150-170 cm. oppe i et træ, men kun hvis kameraet sidder i en højde på 100-110 cm. over jorden.
Nu er det jo ikke den store videnskab at opsætte et vildt- eller overvågningskamera til overvågning af eks. et foderhus. Når man får sit kamera, skal man selvfølgelig prøve det af, under alle mulige tænkelige forhold, og man vil hurtigt finde ud af i hvilken posistion man vi få de bedste billede- eller videooptagelse.

Undgå overbelyste billeder
Som udgangspunkt kan man ikke undgå at der engang imellem tages et billede som er overbeslyst. Årsagen er den simple at der hvor kameraet er placeret, mange gange under et grantræ i en tæt granskov, er der betydeligt mørkere (mindre lys / mindre Lux) end på det område ude foran kameraet, hvor billedet skal tages. I kameraet er indbygget en lysmåler som måler lyset i Lux. Det er udfra målingen af Lux ved kameraet som afgør om kameraet skal aktivere de indbyggede IR, som netop skal hjælpe med at bringe lys foran kameraet, når der ikke er ret meget lys, eller er helt mørkt. Jo mørkere det er i vejret, desto større chance er der for at kameraet aflæser Lux (lyset) til ikke at være tilstrækkeligt, og derfor aktiverer kameraets IR. Hvis kameraet bliver placeret i en tæt og mørk granskov, "snydes" kameraet til at tro at der ikke er nok lys, hvorfor kameraet automatisk aktiverer de indbyggede IR, som netop frembringer det manglende lys. Når IR aktiveres ved daglys, bliver billederne overbelyste. Vær derfor opmærksom på hvor du opsætter dit kamera. Billedet til højre er overbelyst.

Synlighed for offentligheden 
Det er altid en god ide at placere dit vildt- og overvågningskamera, så offentligheden ikke umiddelbart kan få øje på kameraet. Hvis kameraet er placeret for synligt på jagtreviret, risikerer man bare det bliver stjålet. Dvs. at man skal holde sig fra at opsætte kameraet ud til veje og stier i skoven, da lovgivningen tillader adgang for offentligheden på alle anlagte (læs menneskeskabte) veje og stier i skoven. Selvom der i de seneste år er kommet en holdningsændring i den danske befolkning, vedr. videoovervågning generelt, ja så er der altså ingen som bryder sig om at der bliver taget billeder, eller at der optages videooptagelser, mens man går en tur i skoven med sin elskerinde. Og tro mig, uanset hvordan du sikrer dit kamera med kæder, i metalbokse eller andet, ja så er det sikkert at dit kamera i skoven er væk, hvis der er muligheder for at det har taget billeder eller videooptagelser af én eller flere personer, som ikke ønsker at andre skal se dem. Derfor bør du altid placere dit kamera, så det er umuligt for den almindelige skovgæst at finde.
Sæt dig ind i den til enhver tid gældende lovgivning på området.
Læs om TV-overvågningsloven HER.